Kinesiologi

INGE HARRIS

kinesiolog og zoneterapeut

Kinesiologisk behandling

Kinesiologi er en metode til at evaluere en persons energisystem ved at bruge muskeltesten som en biofeedbackmekanisme. Ved at bruge muskeltesten kan man identificere den bedste måde til at styrke, genskabe og vedligeholde energibalancen og dermed også et godt velbefindende.



Sådan foregår en kinesiologisk behandling/afbalancering hos mig:


1) Indledningsvis laves der en helhedsanalyse, hvor der testes for ubalancer i kroppen på det energimæssige, biokemiske, emotionelle og mentale niveau.

  • Energimæssigt testes kroppens energibalance/meridianer/chakraer/energistrømme.
  • Fysisk. Biokemisk testes der for belastninger af f.eks. virus, svamp, bakterier, tungmetaller, allergier/intoleranser, vitamin/mineral/fedtsyremangel, behov for kostomlægning. Ligeledes testes kroppens strukturelle balance.
  • Emotionelt testes der for stress indenfor forskellige livsområder og hvilke følelser, der er på banen.
  • Mentalt kan der ligge nogle begrænsende overbevisninger, der skal kigges på


2) Mål og afbalancering. Sammen finder vi et positivt mål med behandlingen. Når dette positive mål er klart, sætter kroppen kursen og ”fortæller” via muskeltesten – et let tryk ofte på armen, hvad der skal til for at opnå målet. Under den proces kan forskellige blokeringer dukke op, både de fysiske og psykiske, eller det vil vise sig, om kroppen måske mangler noget basalt. Herefter handler det om at afbalancere og få flow i energien i kroppen igen ved hjælp af stressfrigørelsesteknikker, massage af akupunkturpunkter, healing, energiøvelser, tilføring af kosttilskud, essenser f.eks. Bachs blomsteressenser, dufte, lyd m.v.


3) Tilbage i tid. Når alt er afbalanceret i nutid går vi altid tilbage til dér, hvor problemet er opstået. Også her kan en muskeltest vise meget præcist hvornår og i hvilken situation, problemet er opstået og hvordan det bedst afbalanceres.  Kroppens celler husker alt.


4) Støtte. Til sidst tester vi, hvad der skal til for at støtte behandlingen – dvs. hvad du kan gøre selv derhjemme for at nå dit mål, det kan fx være at massere energipunkter, visualisering, lægge kosten om, motionere, tage vitamin-, mineral-, urte- eller fedtsyretilskud, essenser eller homeopati. Det kan også dreje sig om energi- og selvhjælpsøvelser eller meditation.



Hvor ofte test og afbalancering:

I starten går der ofte 4 til 6 uger mellem hver behandling. Efter 2 - 3 gange vurderes om der er behov for flere behandlinger. Nogle vælger at komme til et par regelmæssige ”eftersyn” årligt.



Sådan blev metoden udviklet: I begyndelsen af 1960’erne forbandt den amerikanske kiropraktor George Goodheart sin viden om kroppens fysiologi med den østlige viden om kroppens energibaner. Han fandt ud af, at det var muligt at teste en muskel for at finde ud af, om et organ fik tilført optimal energi fra den tilhørende meridian, og hvordan han ved at påvirke akupunkturpunkterne kunne påvirke organer, muskler, nervesystem og hjernen. Hans system blev videreudviklet af en kiropraktor-kollega, John F. Thie. Ordet kinesiologi betyder læren om bevægelse.

Se mere om kinesiologi på www.danskekinesiologer.dk

Medlem af Danske Kinesiologer